Artikel 40 i forordning (EU) 2024/1689 — Harmoniserede standarder og standardiseringsresultater. Officiel tekst, praktisk fortolkning, centrale forpligtelser og konsekvenser for overholdelse.

Resumé af den officielle tekst

Artikel 40 i forordning (EU) 2024/1689 fastlægger rollen for harmoniserede standarder i forbindelse med dokumentation af overensstemmelse med de krav, der gælder for højrisiko-AI-systemer i henhold til EU's AI-forordning. Når udbydere af højrisiko-AI-systemer anvender harmoniserede standarder — eller relevante dele heraf — hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, anses disse systemer for at overensstemme med kravene i afsnit III, kapitel 3, for så vidt de pågældende krav er dækket af de gældende harmoniserede standarder.

Artiklen giver Europa-Kommissionen beføjelse til at udstede standardiseringsanmodninger til de europæiske standardiseringsorganisationer (CEN, CENELEC og ETSI) i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012 om europæisk standardisering. Disse anmodninger pålægger ESO'erne at udvikle harmoniserede standarder, der operationaliserer forordningens materielle krav.

Artikel 40 behandler også situationer, hvor harmoniserede standarder endnu ikke eksisterer, eller deres referencer ikke er offentliggjort. I sådanne tilfælde kan Kommissionen vedtage fælles specifikationer i henhold til artikel 41, hvilket sikrer, at udbydere har en defineret teknisk vej til at dokumentere overensstemmelse, selv i fravær af formelle harmoniserede standarder.

Bestemmelsen trækker en klar sondring mellem frivillig anvendelse af standarder og obligatorisk overholdelse af de underliggende retlige krav. Anvendelse af en harmoniseret standard er ikke obligatorisk, men giver en afkræftelig formodning om overensstemmelse, hvilket reducerer bevisbyrden for udbydere under overensstemmelsesvurderingsprocedurer gennemført i henhold til artikel 43 og 44.

Hvad dette betyder i praksis

For udbydere af højrisiko-AI-systemer er artikel 40 et centralt overholdelsesinstrument. I stedet for at konstruere et helt særskilt teknisk argument for, hvordan hvert retligt krav er opfyldt, kan udbydere tilpasse deres systemer til offentliggjorte harmoniserede standarder og drage fordel af overensstemmelsesformodningen. Dette forenkler i betydelig grad overensstemmelsesvurderingsprocessen, navnlig for systemer, der er underlagt tredjepartsvurdering af bemyndigede organer.

I praksis ville en udbyder, der udvikler et AI-baseret medicinsk udstyr, der falder ind under bilag I til forordningen, konsultere Den Europæiske Unions Tidende for at identificere, hvilke harmoniserede standarder der er offentliggjort for de relevante krav — for eksempel standarder vedrørende risikostyring, datakvalitet eller cybersikkerhed. Implementering af disse standarder som en del af systemets design og kvalitetsstyringsproCES giver udbyder mulighed for at hævde overensstemmelse med de tilsvarende artikler i forordningen uden at kræve, at det bemyndigede organ uafhængigt verificerer overholdelse fra grundlæggende principper.

For udbydere, der vælger ikke at anvende harmoniserede standarder — eller hvor der endnu ikke findes nogen gældende standard — falder byrden på dem med hensyn til at dokumentere, gennem tekniske filer og overensstemmelsesvurderingsbevis, hvordan et tilsvarende beskyttelsesniveau opnås. Dette er en mulig, men mere krævende vej, der kræver tæt samarbejde med det bemyndigede organ og potentielt mere omfattende afprøvning og dokumentation.

Importører og deployere bør verificere, at de udbydere, hvis systemer de bringer i omsætning eller tager i brug, korrekt har identificeret og anvendt de relevante standarder, da dette påvirker gyldigheden af EU-overensstemmelseserklæringen og CE-mærkningen.

Den praktiske indvirkning af artikel 40 vil vokse progressivt, efterhånden som standardiseringspipelinen modnes. I de tidlige faser af forordningens anvendelse vil der kun være begrænsede harmoniserede standarder til rådighed, hvilket medfører større afhængighed af fælles specifikationer og særskilte tekniske vurderinger.

Centrale forpligtelser

Forholdet til andre artikler

Artikel 40 fungerer som den proceduremæssige bro mellem de materielle krav i afsnit III, kapitel 3 (artikel 9–15 og 17) og overensstemmelsesvurderingsprocedurerne i kapitel 5. Den bør læses i sammenhæng med artikel 41, som indeholder bestemmelser om fælles specifikationer vedtaget af Kommissionen som alternativ, når harmoniserede standarder er fraværende eller utilstrækkelige. Artikel 43 regulerer de overensstemmelsesvurderingsprocedurer, hvori formodningen skabt af artikel 40 påberåbes, og artikel 44 dækker de bemyndigede organers rolle ved tredjepartsvurderinger.

Artiklen har også forbindelse til artikel 11 og bilag IV om teknisk dokumentation, da bevis for standardanvendelse skal fremgå af den tekniske fil, og til artikel 17 om kvalitetsstyringssystemer, som skal indeholde processer til identifikation og anvendelse af relevante standarder. Artikel 48, der dækker EU-overensstemmelseserklæringen, er det efterfølgende instrument, hvorigennem udbyderen formelt hævder overensstemmelsesformodningen etableret i henhold til artikel 40. For udbydere af GPAI-modeller behandles standardisering separat i henhold til afsnit VIII; artikel 40 gælder specifikt for højrisiko-AI-systemer under afsnit III.

Overholdelstidslinje

Artikel 40 trådte i kraft den 1. august 2024, den dato EU's AI-forordning blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og blev bindende ret. Dens praktiske anvendelse er imidlertid knyttet til den fasede indfasning af forpligtelser:

Udbydere rådes kraftigt til at overvåge Kommissionens standardiseringsanmodninger og arbejdsprogrammerne for CEN-CENELEC JTC 21 (det fælles tekniske udvalg for AI-standardisering) for at forudse, hvilke standarder der vil være tilgængelige og hvornår, så overholdelstidslinjer kan planlægges i overensstemmelse hermed.

Official AI Act Compliance Deadline Calendar

Updated · Sources: Regulation (EU) 2024/1689 and the 2026 Digital Omnibus on AI.

Obligation Applies to Original date New date Status Countdown Legal basis
Prohibited Practices (Art. 5) All providers and deployers active AI Act Art. 5
GPAI Rules (Chapter 5) GPAI model providers active AI Act Art. 51-56
AI-Generated Content Marking Providers of generative GPAI systems active AI Act Art. 50(2)
Regulatory Sandboxes National competent authorities active AI Act Art. 57
High-risk AI — Annex III (standalone) Providers of standalone Annex III systems deferred AI Omnibus 2026 Art. 6(2)
High-risk AI — Annex I (embedded) AI embedded in Annex I regulated products deferred AI Omnibus 2026 Art. 6(1)

Download JSON · CC BY 4.0

Frequently Asked Questions

Artikel 40 fastslår, at harmoniserede standarder vedtaget af de europæiske standardiseringsorganisationer (ESO'er) — CEN, CENELEC og ETSI — skaber en formodning om overensstemmelse med kravene i EU's AI-forordning for højrisiko-AI-systemer. Udbydere, der anvender disse standarder, kan dokumentere overholdelse uden at gennemgå en fuld uafhængig overensstemmelsesvurdering for de krav, der er dækket af standarden.

Nej. Overholdelse af harmoniserede standarder er frivillig. Anvendelse af harmoniserede standarder, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, udløser imidlertid en formodning om overensstemmelse med de tilsvarende krav i EU's AI-forordning. Udbydere, der vælger alternative midler til overholdelse, skal dokumentere tilsvarende effekt gennem teknisk dokumentation og overensstemmelsesvurdering.

Når der ikke findes nogen harmoniseret standard, eller dens reference endnu ikke er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, kan udbydere basere sig på fælles specifikationer vedtaget af Europa-Kommissionen i henhold til artikel 41 eller dokumentere overholdelse gennem andre tekniske midler. Kommissionen er bemyndiget til at anmode standardiseringsorganer om at udvikle standarder for specifikke krav, hvor der foreligger mangler.

Harmoniserede standarder udvikles af de europæiske standardiseringsorganisationer: CEN (Den Europæiske Standardiseringskomité), CENELEC (Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering) og ETSI (Det Europæiske Telecommunikationsstandardiseringsinstitut). De handler på grundlag af standardiseringsanmodninger (mandater) udstedt af Europa-Kommissionen, ofte i koordinering med internationale standardiseringsorganer som ISO og IEC.

Harmoniserede standarder kan dække alle eller nogle af kravene til højrisiko-AI-systemer fastsat i kapitel 3 i afsnit III i EU's AI-forordning, herunder krav om risikoforvaltningssystemer (artikel 9), data og datastyring (artikel 10), teknisk dokumentation (artikel 11), registrering (artikel 12), gennemsigtighed (artikel 13), menneskelig kontrol (artikel 14), nøjagtighed, robusthed og cybersikkerhed (artikel 15) og kvalitetsstyringssystemer (artikel 17).

Stay ahead of AI Act changes

Get compliance alerts when deadlines or obligations change.

No spam. One-click unsubscribe.

Take compliance further with the AI Act Academy

Templates, training modules, and live Q&A — everything needed to implement AI Act compliance.